Gravemaskine flytter forurenet jord på arbejdsplads
Del siden
JORDFLYTNING

Flytning af forurenet jord er stadig en udfordring

Lovgivning skal sikre menneskers sundhed mod jordforurening, men der mangler sammenhæng i indsatsen.

Mange gamle industri- og havneområder omdannes til nye, attraktive boligområder. Områderne er ofte forurenede efter mange år med industri og andre aktiviteter.

Kommunerne er myndighed, når der skal flyttes jord fx i forbindelse med et bygge- og anlægsprojekt. Det sker efter to forskellige regelsæt: ét for ren jord og et andet for jord, der er eller kan være forurenet.

Trods kontrol og overvågning har der været mange historier om svindel med forurenet jord, fordi der kan spares penge, når der snydes med jordprøver, og forurenet jord deponeres på fx marker i stedet for hos en godkendt jordmodtager. Det betyder, at arealer, som ikke tidligere var forurenede, risikerer at blive det, og at de så skal kortlægges og måske endda renses op af regionerne.

Handlingsplan for håndtering af jordflytning og bygge- og anlægsaffald

I januar 2026 blev der indgået en ny aftale på Christiansborg for at styrke kontrollen med håndtering af jordflytning – bortskaffelse og anvendelse af overskudsjord – og mindske risikoen for snyd med overskudsjord og bygge- og anlægsaffald i Danmark.

Med aftalen skal der arbejdes videre med, hvordan jord i højere grad kan opfattes og udnyttes som en ressource i stedet for at blive bortskaffet som affald. Hvis jorden fx genanvendes på stedet eller i et bygge- og anlægsprojekt i nærheden af, hvor den graves væk, er det muligt at spare både råstoffer, CO₂, tid og i sidste ende penge.

Som råstof-myndighed har regionerne et ønske om, at både byggeaffald og ren jord udnyttes som erstatning for rene råstoffer som fx sand, grus og ler, når det er muligt. Der udvikles og afprøves i øjeblikket nye teknologier, som – udover at spare på råstoffer – kan øge genanvendelsen af jord og løse udfordringerne med overskudsjord samt reducere transport og klimabelastning.

Luftfoto af gummiged der læsser jord på lastbil
2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 4.500 4.000 3.500 3.000 2.500 2.000 1.500 1.000 500 0
  • Tilladelse til byggeri og ændret anvendelse på forurenet grund.
  • Undersøgelse og oprensning betalt af grundejere og private bygherrer.

Byggeri på forurenede grunde

Trods restriktioner på forurenede grunde kan de stadig anvendes til mange formål. Især i byområderne er de attraktive for bygherrer og investorer, fordi der er mangel på byggegrunde.

Bygge- og anlægsarbejde, ændret anvendelse og flytning af jord på en kortlagt grund kræver ofte en § 8-tilladelse efter jordforureningsloven fra kommunen. Tilladelsen skal bl.a. sikre, at grundens fremtidige anvendelse er sikker i forhold til indeluft og kontakt med forurenet jord, og at arbejdet ikke medfører spredning af forureningen.

Kravet om en § 8-tilladelse gælder alene for de grunde, hvor forureningen er omfattet af regionernes indsats. På de 24.000 kortlagte grunde, som ikke er det, er der kun krav om en § 8-tilladelse, hvis der skal opføres boliger eller børneinstitutioner. Der kan altså sagtens opføres andre typer af byggerier, uden at myndighederne har mulighed for at stille miljøkrav til projekterne, for at undgå spredning af forurening i forbindelse med jordhåndteringen.

Forureneren skal betale

Forureneren-betaler-princippet betyder, at alle har et objektivt ansvar for at fjerne forurening, de selv har forårsaget – også selvom forureningen er sket ved et hændeligt uheld. Nye jordforureninger, der opstod, efter jordforureningsloven var trådt i kraft, skulle dermed håndteres af den ansvarlige forurener – ikke af det offentlige.

Det er kommunerne og Miljøstyrelsen, der som tilsynsmyndigheder har ansvaret for at udstede påbud til en virksomhed eller grundejer om at undersøge mistanke om en forurening. Viser undersøgelsen forurening, kan de give et påbud om oprensning.

I praksis kan det være vanskeligt at udstede påbud til forureneren, fordi påbudsreglerne er komplekse, og nogle forurenere vil gå langt for at undgå at blive stillet over for en regning på et millionbeløb – fx ved at gå konkurs. På den måde kan regningen alligevel ende hos skatteborgerne.

Stik imod intentionen med forureneren-betaler-princippet kan jordforureninger, der er konstateret efter 2001, fortsat ende som "herreløse" og dermed på regionernes bord.

Graf over påbud om undersøgelse og oprensning 2016-2025
Påbud om undersøgelse og/eller oprensning, som regionerne har vurderet i forhold til restforurening.
Før Efter

Forurenerens oprensning

Forurenerens oprensning af jordforurening skal som udgangspunkt fjerne hele forureningen, fordi forureneren skal genoprette til samme tilstand som før forureningen. Forureneren har ofte fået et påbud fra kommunen eller Miljøstyrelsen om at rense op.

Oprensning efter påbud, hvor hele forureningen skal fjernes, er derfor mere vidtrækkende end regionens oprensning, som udelukkende skal håndtere risikoen.